Hvem kaster en redningskrans til gazellerne?
Vi hylder i disse uger de dygtigste Gazelle vækstvirksomhed og kalder dem fremtidens job-skabere. Men hvem bør kaste en redningskrans til de mange Gazellevirksomheder, der risikerer livet under den svære vej fra iværksætteriet til at blive en egentlig vækstmaskine? Manglende overblik over især økonomien bærer ofte skylden for, at en del af Gazellerne går til bunds.

Når først salget tager fart, og kunderne hiver selskabets produkter ned i kurven, er der sjældent grænser for direktørens vækstdrømme og ambitioner på hele organisationens vegne. Problemerne spirer ofte på dette tidspunkt, fordi hele virksomhedens setup sjældent følger med i samme væksttempo – og langt hovedparten af de lukkede vækstvirksomheder går ikke ned som følge af sløvt salg eller dårlige produkter, men fordi man ikke har styr på økonomien og følger pengene tæt nok.
Derfor har samfundet en særdeles vigtig mission i at støtte hele dette segment af fremtidens vækstskabere og gøre, hvad vi kan, for at redde dem fra at gå til bunds. Vi bliver som samfund nødt til at prikke til dem igen og igen, så de forvalter virksomhedens og produkternes potentiale på den bedst mulige måde. For med et faldende antal seriøse iværksættere herhjemme har vi ikke råd til at miste potentielt gode vækstvirksomheder på grund af forholdsvis simple fejltrin.
Løsningen er blandt andet at skabe en kultur i vækstvirksomhederne, så der stoppes op fra tid til anden og fokuseres seriøst på, om selskabets økonomiske styring er på plads, om man benytter de rette systemer og udnytter dem rigtigt, om virksomheden får udviklet medarbejdernes kompetencer eller ansat de rette, og om processerne i virksomhedens håndtering af ordrer, kunder og leverandører er optimeret fuldstændigt.
Her spiller en dygtig bestyrelse en afgørende rolle. Bestyrelsen skal sætte alt dette på dagsordenen – og den skal følge op kontinuerligt for at sikre, at virksomheden fintunes til at kunne håndtere en vækstproces uden at risikere at tage vand ind og synke til bunds. Bestyrelsen bliver nødt til at stille disse relevante spørgsmål til den daglige ledelse om, hvorvidt strukturen er på plads til at håndtere de ambitiøse målsætninger, hvordan budgettet passer til strategien, og hvordan indtægter og udgifter holdes i stram snor hele tiden.
Masser af iværksættere er fantastisk dygtige til at se muligheder på markedet og løbe de rette steder hen efter pengene. Desværre ser de ofte økonomistyring og øvrig virksomhedsstyring som rene udgifter. Men når der pludselig er 30 eller 50 ansatte, er det nødvendigt at få strukturerne på plads og sat alle virksomhedens processer i system, så man selv bevarer kontrollen – og dermed øger chancen for overlevelse.
Ønsker du at høre mere om vores erfaring med at synliggøre og koble forretningsdata sammen med din virksomheds budget- og rapporterings-modeller, KPI modeller og øvrige BI løsninger, er du velkommen til at kontakte os via e-mail på info@plannordic.com.
Du kan også ringe til os på telefon +45 70 23 97 00, så kan vi arrangere et gratis og uforpligtende møde.
