Der ligger en kontant fordel og venter, hvis virksomhedens ledelse arbejder målrettet med effektiviteten i økonomifunktionen
PwC har netop publiceret sin årlige, globale benchmark-undersøgelse, som stiller skarpt på effektiviteten i økonomifunktionen. Undersøgelsen afslører blandt andet, at der er store effektivitetsforskelle mellem henholdsvis de førende og gennemsnitlige økonomifunktioner.

Det er netop den effektivitetsgevinst, vi jagter i PlanNordic, når vi peger på fordelene ved at fokusere på optimering af strukturer, processer, kompetencer og systemer i økonomifunktionen.
Undersøgelsen viser, at de samlede omkostninger til økonomifunktionen som en procentdel af virksomhedens omsætning er 40 % lavere for virksomheder i øvre kvartil sammenlignet med medianen (0,53 % kontra 0,89 %). Dette skyldes blandt andet, at de førende økonomifunktioner er bedre til at udnytte deres kapacitet og gør højere brug af automatisering, shared service-centre og outsourcing.
Budgetcyklussen for virksomheder i øvre kvartil er 15 dage kortere end samme cyklus i en gennemsnitlig virksomhed (80 kontra 95 dage). De førende virksomheder har ofte valgt at omlægge deres budgetproces markant samt at investere i understøttende teknologi.
Hvad angår økonomifunktionens tidsforbrug på henholdsvis analysearbejde og dataindsamling, viser undersøgelsen, at økonomifunktioner i øvre kvartil bruger 20 % mere tid på analysearbejde end medianen (60 % kontra 50 %). Takket være datastandardisering og billige, innovative analyseværktøjer har de førende økonomifunktioner formået at reducere tidsforbruget på dataindsamling og dermed frigøre tid til vigtigt og værdiskabende analysearbejde.
Med hensyn til fakturering og ledelsesrapportering vurderes det, at henholdsvis 46 % og 42 % af procestiden enten er spild (ikke værdiskabende) eller bruges på manuelle aktiviteter, der med fordel kunne automatiseres. Flere andre økonomiprocesser (fx budgettering/forecasting, kreditorbogholderi og diverse regnskabsopgaver) har ligeledes et væsentligt effektiviseringspotentiale på over 20 %.
(kilde: http://www.pwc.dk/da/nyt/finance/global-finance-benchmark-report-2015.jhtml).
Det er netop de effektivitetsgevinster, vi jagter i PlanNordic, når vi peger på fordelene ved at fokusere på optimering af virksomhedens økonomistrukturer, -processer, -kompetencer og – systemer.
